TROPPEN 12-17 ÅR
…også kaldet spejderne, er den gruppe af børn, der er mellem 12 og 17 år. For tiden er der 14 spejdere. Til at styre disse er der seks stabile ledere, hvoraf en er tropsleder.
Troppen har tre patruljebåde af typen Svendborg Senior, dvs med en lille kahyt. Bådene hedder Sælen, Hajen og Delfinen. Spejderne er delt ind i tre patruljer, navngivet efterpatruljebådene, med en patruljeleder samt -assistent, som hver især har ansvaret for deres patrulje og båd, herunder at få den gjort klar til sejlsæsonen (under sædvanligvis kyndig vejledning).
Troppen har endvidere en lederbåd, en Najad 34 ved navn Rosita. Rosita er med på samtlige ture til at følges med spejderne. Desuden benytter troppen sig af gruppens seniorbåd, en spækhugger med navnet Enogtyve.
Aktiviteter
Om sommeren er patruljens omdrejningspunkt båden. En gang om ugen er der fast træningsdag hvor vi sejler lidt rundt i og uden for havnen og træner forskellige ting såsom mand-over-bord manøvrer, fra og tillægning, spilersejlads, kapsejlads og generel sejlteknik.
I småferierne om foråret (Kristi Himmelfart, Pinsen etc.) arrangeres der småture til Sverige, nordkysten eller lignende, ligesom bådførere kan få lov til at tage på småture på egen hånd. På disse ture styrkes sammenholdet spejderne imellem og turene er derfor en stor del af det at være søspejder.
I sommerferien tager troppen på et sommertogt af to ugers længde. Traditionen byder at vi skiftevis tager nord- og sydpå, men større arrangementer, såsom sølandslejr, der arrangeres hvert femte år, kan bryde dette princip. Her deltager som regel samtlige søspejdergrupper i Danmark.
Om efteråret samles søgrupperne i Øresund til den årlige distriktskapsejlads hvor formålet lige så meget er hygge som lidt venligtsindet kappestrid. Dette foregår over en weekend og arrangementet går på skift mellem grupperne.
Når oktober begynder at gå på hæld skal bådene rigges af og op af vandet, og herefter gå vi over til den mere teoretiske del af sølivet. I løbet af vinteren undervises der i tovværksarbejde såsom knob og splejsninger, søkort, navigation, vigeregler, lanterneføring, førstehjælp, søsikkerhed og meget andet. Det tilstræbes at de ældste skal kunne tage duelighedsprøven (både praktisk og teoretisk del).
Februar deltager troppen i Havmændenes årlige vinterlejr, en weekend, hvor hele gruppen lærer hinanden bedre at kende. I marts deltager troppen i Ørholmturneringen, en turnering, hvor spejderne dyster imod spejdere fra de andre søspejdergrupper omkring Øresund. Turneringer forløber over en weekend, hvor der blandt andet dystes i viden om generel navigation, turn out og torvtrækning. Den bedste patrulje belønnes med en vandrepokal. Desuden lærer spejderne hinanden at kende på tværs af grupperne, hvilket altid er hyggeligt.
Når foråret kommer går vi igen udendørs for at begynde forårsklargøringen af bådene. Her skal både slibes, lakeres, vaskes, poleres og males. Typisk begynder vi omkring påske og bådene kommer så i vandet i slutningen af april, tidsnok til at nå standerhejsningen, som er den "officielle" start på sæsonen og flere nye sejleroplevelser.
/Tropledelsen